Hvordan fordeles Saga Egmonts overskud?
Saga Egmont er en del af Egmont, der er Nordens største mediekoncern. Som erhvervsdrivende fond har Egmont i mere end 100 år brugt en del af overskuddet på at hjælpe andre.
I dag bruger Egmont omkring 100 millioner kroner om året på at støtte børn og unge i svære livsvilkår i Danmark, Norge og Sverige i at uddanne sig, have en aktiv stemme i samfundet og skabe et godt liv.
Baggrund
Egmont støtter børn og unge i svære livsvilkår. Vi arbejder for, at alle børn og unge skal kunne uddanne sig, deltage aktivt i samfundet og skabe et godt liv.
Egmont deler navn med en helt særlig mand; Vores grundlægger Egmont Harald Petersen. Han voksede op i fattigdom med en enlig mor og var i en del af sin barndom anbragt i pleje. Mod alle odds ændrede han sin egen livshistorie, da han etablerede et trykkeri og grundlagde Egmont. Tidligt brugte han en del af virksomhedens overskud på at hjælpe børn og familier i fattigdom. Og sådan har det været lige siden.
Egmont Harald Petersen glemte aldrig, hvor han kom fra. Hans sidste ønske var, at en del af Egmonts overskud fortsat skulle gå til filantropiske formål. Siden Egmont blev en erhvervsdrivende fond i 1920, har vi støttet tusindvis af børn og familier i svære livsvilkår. Og det bliver vi ved med at gøre.