Myanmar er efterladt alene hjemme i rovdyrenes tid

Af Christina Lund, journalist, cand. public med speciale i Sydøstasien og menneskerettigheder. Desuden forfatter til bogen “Ashins forår – en rejse gennem et militærdiktatur”, der d. 26. august blev genudgivet med et nyt efterord på forlaget Saga.

Når rådhusklokkerne ringer afsked med 2026, er det samtidig et farvel med dansk diplomatis tilstedeværelse i Myanmar. Vil nogen lægge mærke til det?

Svaret er nok desværre nej, selvom vi har brugt millioner og atter millioner i bistand til Myanmar. For i disse år er der, som en militæranalytiker formulerede det på TV ”krig nok til os alle”. Vi kan ikke tage mere krig og flere konflikter ind. Men at vi fra dansk side efterlader millioner af burmesere “alene hjemme” med den militærjunta, der kuppede landet i 2021 og smed oppositionspolitikeren Aung San Suu Kyi i fængsel er trist.

For det der sker, når man lader nogen være alene hjemme er, at bøllerne risikerer at komme på besøg for at holde fest.

I 2012 udgav jeg en dokumentarisk fortælling, som ved udgivelsen dengang fik titlen “Ashins Forår – fortællinger fra Burma”. Det er en road trip-fortælling, hvor jeg rejser rundt med den buddhistiske munk “Ashin”, der deltog i Safranrevolutionen i 2007, mens der sker det overraskende, at landet pludselig åbner op og sætter demokratiske reformer i gang. Årene med mere frihed varede fra 2012 til 2021, og det betød også mere frihed for munken “Ashin”. Gennem flere år havde han luftet tanken om at stoppe med at være munk for mig og i stedet forfølge en drøm om at blive turistguide.

Da jeg ankom til Yangon på en rejse i 2015, så jeg Ashin for første gang uden munkens mørkerøde rober. Han havde en kridhvid skjorte på, en longyi (sarong-lignende beklædning red.) om underkroppen, og håret havde fået lov at gro i stedet for den helt kronragede isse.  

Han var blevet en helt almindelig lægmand, der havde taget en uddannelse som turistguide og ventede på, at den kæmpebølge, der repræsenterede den udvikling Myanmar stod i, ville tage ham med. I en artikel i 2016 skrev jeg for sidste gang om Ashin. Om hvordan hans udvikling havde fulgt Myanmars. Fordi Myanmar havde åbnet op og forandret sig, så havde Ashin fået mulighed for at undergå sin egen forandring mod menneskelig frihed. Vi satte et punktum for hans historie. Troede jeg.

For 1. februar 2021 skete der noget, der ændrede alt.

Jeg blev vækket tidligt om morgenen ved en besked på min telefon. Det var fra et morgenradioprogram, der ville spørge, om jeg kunne give en analyse af det militærkup, der var sket i Myanmar, hvor Aung San Suu Kyi var blevet fængslet. Det lød usandsynligt, hvorfor dog, når den rivende udvikling var i gang?

Jeg satte mig op i sengen med min lille søn, der på det tidspunkt var tre år gammel og  i dyb søvn ved siden af mig. Jeg begyndte febrilsk at søge i nattens nyheder og indså hurtigt ud af, at alt tydede på, at der havde fundet et militærkup sted.

Militærkup er ikke noget særsyn i Myanmar, men alligevel kom det på et overraskende tidspunkt. Efter ti år med håb, økonomisk og demokratisk udvikling og større politisk frihed end nogen i Myanmar havde turdet håbe på havde militæret gjort det mest udemokratiske man kan forestille sig; afsætte en folkevalgt regering.

Hvorfor sker det nu? Det var et spørgsmål alle stillede mig i de dage. Jeg havde ikke noget godt svar dengang. Det har jeg stadig ikke.

I november 2020 havde Aung San Suu Kyis parti vundet endnu en jordskredsejr i et demokratisk valg, og hendes popularitet hos folket, trods hendes mange åbenlyse fejl som politiker, blev for stor en torn i øjet hos militæret. Måske var det slet og ret årsagen.

Bøllerne er kommet for at feste

Efter militærkuppet og fængslingen af Aung San Suu Kyi i 2021, er landet blevet kastet ud i en blodig borgerkrig med forskellige militser, der kæmper kampe mod militæret. Flere gange har militærjuntaen bombet deres egen befolkning i luftangreb.

Borgerkrigen i Myanmar foregår nu overalt i landet, og landets militær, der sidder på magten, mister territorium og kontrol, som de så forsøger at vinde tilbage, og der hersker efterhånden fuldstændigt kaotiske tilstande i landet.

Vestlige lande har for længst trukket investeringer ud, sanktioner mod militæret er blevet genindført, ambassader er helt eller delvist lukkede og alle rejser til landet fra rådes. Al den fremgang der skete mellem 2011 og 2021 er væk, og ved udgangen af i år lukker så altså også den danske ambassade i Yangon. Det betyder at Danmark, og de værdier vi står for altså ikke længere vil være synlige i et land, hvor der ellers i den grad er brug for det.

Kina har altid været en nær allieret af Myanmar, og Beijing forsyner både militæret med våben og støtter militserne, der opererer i grænselandet tæt på Kinas grænser. Uden Kina ville Myanmar ikke kunne modstå presset fra sanktionerne fra vesten, men en nyere og enormt vigtig alliereret er kommet på banen: Rusland.  Bøllerne er kommet for at feste!

Moskva leverer våben til juntaen og er i sigende grad også begyndt at lave økonomisk samarbejde. Myanmar er for Rusland en vigtig militærstrategisk partner. Derfor klinger det en smule hult, når udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen begrunder lukningen af ambassaden i Myanmar med, at der skal åbnes nye (fx i Albanien og Argentina) ambassader som blandt andet skal have til formål at mindske den russiske indflydelse i de lande. Det ene kan selvfølgelig godt være sandt, men hvordan mindsker vi så den russiske indflydelse i Myanmar? Er det ikke længere vores anliggende i et land, som vi ellers har ydet 100 millioner kroner i bistand til årligt. Hvad skal burmeserne nu gøre?

Efter militærkuppet i 2021 prøvede jeg gennem måneder at få fat på Ashin. Til sidst troede jeg, at han var død eller faldet i en dyb depression. I foråret 2022 hørte jeg endelig fra ham på mail. Jeg ved stadig ikke, om det var de internet-blackouts regimet lavede, der gjorde det svært for ham at svare, og da jeg endelig fik fat på ham, var han kortfattet omkring situationen i landet.

It’s bad – “det står skidt til”, var alt, hvad jeg kunne få ud af ham.

Verden er i disse år fyldt med krige og konflikter og der er en grænse for, hvor mange af dem vi mennesker kan kapere, og det betyder, at nogle af dem vil blive glemt. Myanmar er et godt eksempel på sådan en konflikt. Derfor vil det formentlig heller ikke påkalde sig nogen større opmærksomhed, når den danske diplomatiske repræsentation i Myanmar lukker ved årets udgang. Det er blot endnu et afsnit af tragedien og endnu en af verdens glemte konflikter.

Jeg frygter, at der kan gå adskillige årtier mere, før noget igen ændrer sig i Myanmar. Det kræver dialog, godhed, nænsomhed og fred. Alt det som ’Ashin’ lærte mig om buddhismen under vores rejser. Alt det som er præcis det modsatte af den retning verden har taget i disse år. I rovdyrenes tid.

Kronikken har tidligere været publiceret i Politiken.