Mennesket har en enorm kapacitet for heling af både fysiske og psykiske skader – interview med psykoterapeut Inge Schützsack Holm

Forlaget Saga har for nyligt udgivet Inge Schützsacks seneste fagbog ”Heling. Helende processer i psykoterapi”. I den anledning har vi taget en snak med Inge om hendes mangeårige virke som psykoterapeut og forfatter.

Dine tidligere bøger ”Livsfarlig familie”, ”Den indre uro” og ”Forkert” beskriver, hvordan emotionelt omsorgssvigt i barndommen kan skabe fysisk og psykisk lidelse i voksenlivet. ”Heling” handler om, hvordan man som terapeut bedst hjælper sine klienter med at komme over den slags traumer. Hvorfor var det nu tid til at skrive en bog om psykoterapi, der først og fremmest henvender sig til terapeuter?

Alle mine bøger, har jeg skrevet ud fra et dybtfølt ønske om at fastgøre mit faglige fundament og blive mere succesfuld i arbejdet med klienternes psykologiske udfordringer. Dette gælder også for “Heling”. Jeg har arbejdet som psykoterapeut, siden jeg blev færdig med min grunduddannelse i 2012 og har konstant været nysgerrig på, hvad psykoterapi egentlig kan og hvorfor. Alle undersøgelser viser, at psykoterapi er en effektiv behandlingsform i relation til psykiske/følelsesmæssige problematikker, men der er på den anden side også enorm stor forskel på, hvad der virker og ikke virker. Jeg har gennem årene lavet omfattende litteraturstudier, sat mig ind i ny teori og uddannet mig indenfor forskellige modaliteter, og så har jeg siddet med hundredvis af klienter og sammen med dem forsøgt at knække koden; hvad det er, de gør, der skaber og vedligeholder deres symptomer.

“Heling” udpeger ret præcist de udfordringer, mange terapeuter står overfor i samspillet med deres klienter, og den beskriver, hvad en terapeut som minimum skal mestre for mest effektivt at kunne hjælpe sine klienter. Den oplister også de typiske terapeutfejl, for det er en udbredt myte, at der ikke skulle være bivirkninger forbundet med psykoterapi. Det er der. Den største af dem alle er terapiafhængighed. Der findes i det hele taget en del misforståelser om psykoterapi, som jeg gerne vil udfordre. For eksempel, at nogle metoder skulle være bedre end andre. Det er der ikke videnskabeligt belæg for at sige. Der er til gengæld et utal af undersøgelser, der viser, at nogle terapeuter er markant dygtigere end flertallet – de såkaldte mesterterapeuter. Dem er der god grund til at læne sig imod.

Terapikulturen trænger efter min mening også til at blive rusket lidt op i. Effektiv terapi er ikke at rådgive, trøste eller nurse sine klienter. Blandt terapeuter er der ofte en overbevisning om, at klienterne er skrøbelige og intet tåler, men når man ser på et medmenneske som fragilt og ude af stand til at tale om eller håndtere vanskelige følelsesmæssige temaer, forbliver klientens identifikation med skrøbelighed og offer-værensformen intakt.

Mennesket er i sin genetik utrolig resilient og har enorm kapacitet for heling af både fysiske og psykiske skader. Vi er i udgangspunktet selvhelbredende. Men ligesom det er hårdt arbejde at lære et nyt sprog, fordi hjernen vedvarende skal udsættes for nye stimuli og udfordres gennem et kontinuerligt pres, så forløses traumer på samme vis gennem neuronale forandringer skabt af konsistente forstyrrelser og korrektioner. Klienten skal i arbejdstøjet, og skal selv ville sin egen helbredelse – fremfor at blive støttet i ingen livskapacitet at have.

Jeg har skrevet “Heling”, fordi jeg endelig syntes, jeg selv var faglig klar til projektet, og fordi jeg generelt synes, der mangler bøger om psykoterapi på dansk. “Heling” henvender sig til både erfarne terapeuter, studerende og mennesker, der er interesseret i menneskets forunderlige psyke.

Du har din egen praksis og så skriver du også bøger. Hvordan ser en typisk arbejdsuge ud for dig?

Jeg er privatpraktiserende og arbejder både klinisk og med organisationer. Min arbejdsuge veksler typisk mellem psykoterapi, coaching, supervision og foredrag/undervisning. Jeg elsker mit arbejde på mange planer. Det passer mig utrolig godt at være selvstændig og selv kunne tilrettelægge mine arbejdsdage, og jeg holder meget af den følelsesmæssige kontakt og nærhed med andre mennesker, som jobbet rummer.

Jeg er stort set altid supermotiveret og føler mig beriget og taknemmelig. Jeg forsøger at holde hjertet åbent ud mod verden, og det er på den måde, jeg lader op, regulerer mig selv og holder min egen psyke så sund som mulig. Jeg er en ret uforfærdet person. Livet er en kompleks blanding af oplevelser. Nogle bringer behag, andre ubehag. Vi vil alle sammen gerne have behaget og medvinden, men lever vi længe nok, rammer vi alle sammen ind i tab, sorg, krise, og til sidst dør vi. Vi kommer til at erfare hele spektret af menneskets psykologiske anatomi. Vi er både altruistiske, hjælpsomme og kærlige ud over alle grænser, men vi rummer også en enorm destruktivitet; vi raser, hader, bedrager og lyver for hinanden. Vi er hovmodige, misundelige, hævngerrige og ufatteligt egoistiske. Der er ikke nogen, der er de gode, og nogen der er de onde. Vi er det hele alle sammen.

Udover arbejdet i klinikken skriver jeg jo også bøger. Det foregår typisk under bøgetræet i mit sommerhus. En bog starter med, at jeg får en idé. Så begynder jeg at researche og skrive noter, og når jeg så føler mig klar, sætter jeg i gang. Jeg har altid skrevet. Som barn skrev jeg digte og små tekster. Jeg skrev dagbog og slugte bøger råt. Jeg elsker sprogliggørelsen af det menneskelige sind – måske mest af alt for at forstå mig selv.

Du beskriver i ”Heling”, at klientens tillid til terapeuten er afgørende for, at terapi kan virke – klienten skal føle sig mødt med empati og åbenhed af terapeuten. Hvad er nøglen til at opbygge sådan en god terapeutisk relation?

Den terapeutiske relation er et kæmpe tema i psykoterapi. Alle undersøgelser viser, at relationen er afgørende, men hvad relationen er for en størrelse, og hvordan den udvikles, er straks meget sværere af præcisere. Men lad mig slå fast med det samme; den handler ikke om, at man hygger sig og undgår konfrontationer. Klienterne skal have en følt fornemmelse af, at terapeuten er på vedkommendes side, også selvom de bliver spejlet på måder, de ikke bryder sig om. Ingen kan lide at blive spejlet i sider af sig selv, man ikke kan forlige sig med – de såkaldte skyggesider.

Jo mere man som terapeut er i stand til at udvide sin egen emotionelle kapacitet og dermed kan rumme alle klientens selvbeskyttelsesstrategier, jo stærkere bliver den terapeutiske relation. Jeg forsøger altid at forbinde mig til klienten på et helt basalt medmenneskeligt plan; at se igennem den værensform de ubevidst praktiserer, og som skaber en masse ballade inde i dem selv og i deres relationer. Og jeg udsætter aldrig mine klienter for noget, som jeg ikke har udsat mig selv for.

Det er utroligt sjældent, jeg støder på en klient, jeg ikke bryder mig om. Det er kun sket få gange. Så sender jeg dem videre til en anden terapeut, hvis ikke jeg kan få styr på mine negative følelser. Alle mennesker har en grænse. Til gengæld sker det oftere, at en klient ikke kan lide mig. Så stopper de i terapien, hvilket er en god beslutning, men forbavsende mange kaster sig i stedet ud i at forsøge at lave mig om. Det er en del af deres grundlæggende psykologiske problem; at forestille sig at man kan lave et andet menneske om. Et af de helt store selvbedrag. Ingen kan lave om på nogen. Al forandring skal komme fra en selv. Psykoterapi handler om selvforandring, og igennem denne opstår der relationel forandring. Det hele starter med os selv.

Hvornår ved du som terapeut, at noget faktisk har forandret sig i klienten – ikke bare intellektuelt, men i nervesystemet?

Det ved jeg i det øjeblik, klienten begynder at mærke symptomlindring. Følelser forløses og mister deres greb i klienten. Klientens måde at være i verden på bliver mere let, flydende og kærlig. Dybe erkendelser opstår og accepteres, og modstand mod verden, andre og sig selv aftager. Klienten begynder at berette om sig selv og sit liv på en ny, frisk og mere positiv måde. Fra at have været et offer i barndommens landskaber til at blive et voksent, kompetent og livsdueligt menneske.

Tilknytningsteori og tilknytningsmønstre, som du er ekspert i, er noget, der er kommet mere på dagsordenen for almindelige mennesker. Er det også din oplevelse? Hvorfor er det mon sådan?

Ja, det er rigtigt, at tilknytningsteorien – som må anses for at være den mest velunderbyggede udviklingspsykologiske teori overhovedet – er blevet nærmest almen viden. Det er godt. For det er en teori om, hvordan vi udvikles som mennesker fra barn til voksen; hvad sund udvikling er for en størrelse og en teori om traume, og hvordan traume forkrøbler os som mennesker, men også om hvordan traume kan forløses.

I lighed med mange andre forskere, teoretikere og praktikere verden over er jeg af den overbevisning, at de fleste psykiatriske diagnoser er en måde at forholde sig til senfølger af tidlige traumer eller følelsesmæssige forstyrrelser på, hvor vi kollektivt vælger ikke at forholde os til det, der skete, men kun til symptomerne. Jeg tror, den næste store bølge, ja paradigmeskifte, indenfor behandling af såkaldt psykisk sygdom bliver anvendelsen af psykedelika i den terapeutiske proces.

Skriver du på noget nyt – kan vi se frem til flere bøger fra din hånd i fremtiden?

Jeg er jo altid i gang med at skrive på noget og har derfor også gang i en ny bog. Den bliver mindre teoretisk og mere poetisk og fri i sit udtryk. Det er i hvert fald planen. Jeg vil gerne sætte endnu flere ord på menneskets lidelse og helbredelse. Der er kun én følelse, der rummer kapaciteten til heling, og det er kærlighed. Jeg vil gerne forsøge at udfolde kærlighedens væsen i en terapeutisk kontekst.

“Den indre uro”, “Forkert” og “Livsfarlig familie” er alle udkommet som e-, lyd- og printbog.

Billedkreditering, forfatterfoto øverst: Lisbeth Holten