| | |

Sproget som musik – interview med Juliane Preisler

Hos forlaget Saga Danmark har vi som led i vores retrodigitaliseringsprojekt digitaliseret digter og forfatter Juliane Preislers bagkatalog. I den forbindelse har vi taget en lille snak med forfatteren, der i øvrigt er aktuel med romanen “Findelser”, som netop er udkommet på Forlaget Folke.

Hvordan og hvornår begyndte du at skrive?

Jeg begyndte at skrive, da jeg lærte at skrive. Og det var for mit vedkommende før skolealderen.

Hvilke genrer skriver du indenfor – og hvorfor?

Jeg har skrevet og skriver stadig både digte, romaner, teaterstykker og sangtekster og skelner egentlig ikke så meget mellem genrerne, bortset fra de formelle krav til noget der skal kunne opføres eller synges for eksempel. Det er, på tværs af alle genrer, ofte sproget som musik der interesserer mig, det vil sige ikke bare det der fortælles, men måden det klangligt og lydligt bliver fortalt på.

Hvis du skal fremhæve én af dine bøger her og fortælle lidt om tilblivelsen af den, hvilken skulle det så være? 

Jeg kan ikke fremhæve en enkelt af mine bøger, jeg holder lige meget af dem alle sammen, og de er i øvrigt vidt forskellige, igen på tværs af genrer.

Hvad betyder retrodigitaliseringen af dine værker for dig?

Retrodigitaliseringen af mine bøger betyder meget, det er simpelt hen dejligt at tænke på at også tidlige bøger, som jeg stadig selv kan se kvaliteter i, stadig er tilgængelige.

Hvor skriver du bedst?

Jeg skriver bedst hjemme.

Hvad inspirerer dig til at skrive?

Det der inspirerer mig, er ofte en blanding af stoffet selv, en fortælling, en person, en omstændighed eller tilstand. Og så netop noget lydligt eller klangligt. Igen, sproget som musik.

Hvad læser du selv? 

Jeg læser selv på de fire sprog jeg læser flydende på: Svensk, engelsk, tysk og fransk. Sjældent på dansk. Og har i lang tid været optaget af Georges Simenons Maigret-romaner (på originalsproget). Det er stor kunst, sprogligt og psykologisk og ja, han kan noget med atmosfære.

Arbejder du på noget lige nu og kan du i så fald afsløre noget?

Lige nu arbejder jeg på en bog om døden og erindringens anatomi, det vil sige den måde vi husker på, ofte forbundet med steder og ting og personer og deres ophør eller stadige eksistens. Og lige på trapperne er romanen FINDELSER, som på en rablende, grublende, flyvsk fortællende, og ofte ganske morsom måde udforsker en storbyomverden.

Kan du anbefale en bog, du har læst for nylig?

Jeg kan stærkt anbefale Simenons Maigret-romaner! (håber oversættelserne er lige så gode som originalerne…)

(De danske oversættelser af Simenons Maigret-romaner er i øvrigt udgivet hos forlaget Saga Danmark)

Juliane Preisler (f. 1959) debuterede i 1983 med digtsamlingen ”Uden” og har sidenhen udgivet en lang række bøger. Hun er uddannet magister i litteraturvidenskab og har ved siden af virket som forfatter blandt andet arbejdet som oversætter samt litteraturanmelder for Dagbladet Information. I løbet af sin karriere har Juliane Preisler modtaget flere prestigiøse priser og legater, herunder Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik, Edith Rode Legatet samt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Du kan finde titlerne og desuden finde flere af forfatterens bøger hos din foretrukne onlineforhandler, digitale bibliotek eller abonnementstjeneste for download eller streaming af indhold.

Du er måske også interesseret i

10 hyggelige julelydbøger til børn

Det er blevet december, og nedtællingen til juleaften er i fuld gang. Her på forlaget Saga Danmark har vi fundet ti lydbøger frem, som kan hjælpe de mindste med rigtigt at komme i julestemning og give dem noget at fordrive ventetiden med frem til d. 24. december. Der er lidt for enhver smag og aldersgruppe, og der er både længere fortællinger, samlinger med korte historier og også en hyggelig kalenderfortælling.

Hvis de dog bare havde haft langt hår …

Hos Minangkabau-folket på Sumatras vestkyst, hos Khasi-folket i det nordøstlige Indien og hos Mosuo-folket i det sydvestlige Kina eksisterer efter sigende nogle af de få matriarkalske samfund i verden. På Læsø opstod der i 1700-tallet utilsigtet et matriarkalsk samfund, fordi øens mænd – i lighed med mændene i mange græske øsamfund, heriblandt Lesbos – opholdt sig på havet i længere perioder, og det derfor af naturlige årsager var de tilbageladte kvinder, der fik samfundet til at løbe rundt i mændenes fravær.

Dit stjernetegn og dig

Hvad siger vores stjernetegn om os? Hvilke personlighedstræk knytter sig til de forskellige stjernetegn? Hvilke stjernetegn passer godt sammen, og hvilke vil aldrig kunne fungere som par? Alt dette og meget mere kan du få svar på i astrolog Irene Hedlund Faurbys serie “Dit stjernetegn og dig”, som består af 12 bøger – én for hvert stjernetegn.