Genudgivelser på print fra året der gik

Nu hvor året efterhånden lakker mod sin ende, har vi her i forlagets retrodigitaliseringsteam – ligesom sidste år – fundet et udvalg af de retrodigitaliserede titler frem, som vi har genudgivet som printbøger her i 2025.
For selvom vi her på Saga Egmont overvejende er et digitalt forlag, der udgiver e- og lydbøger, så udgiver vi også udvalgte af vores titler som papirbøger. Så hvis man er den type læser, der foretrækker en fysisk bog fremfor en digital, er der også masser af godt læsestof at komme efter i vores katalog.
Nedenfor kan ses et udvalg af de retrodigitaliserede bøger, vi har udgivet som print on demand-bøger i 2025 – måske der er inspiration at hente til julelæsningen?
Klassisk skønlitteratur

Pearl S. Buck: Østenvind – vestenvind
En ung kinesisk overklassepige bliver giftet bort til en mand, hun ikke kender. Hun spørger sig selv, hvad hun har gjort galt, siden han ikke viser hende den mindste interesse. Hendes mand er læge, og hans syn på kinesiske traditioner er helt anderledes, end hun er vant til. Det er først, da hun viser, at hun er villig til at udfordre traditionerne, at de begynder at nærme sig hinanden.
”Østenvind – Vestenvind” er en fortælling fra den kinesiske overklasse omkring århundredskiftet. Bogen viser, hvor store konsekvenser det kunne have, når unge kinesere forsøgte at bryde med deres forældres rigide forventninger til dem. Det er også en fortælling om, hvor ondt det kan gøre, hvis man igen og igen forsøger at indordne sig under andres regler. Bogen udkom første gang i 1930.

Martin Andersen Nexø: Ditte Menneskebarn
Ditte fødes ind i en hård verden, hvor hendes fattige mor ikke kan tage sig af hende. Hun vokser op hos sine bedsteforældre og slider, helt fra hun er lille, for at bidrage til familien. Gennem hele Dittes liv forsøger hun at række ud til omverdenen med godhed og hjælpsomhed, og igen og igen bliver hendes gode vilje misbrugt.
”Ditte Menneskebarn” tegner et uforligneligt portræt af en kvinde, der overlever og udholder alt, hvad livet byder hende. Den er samtidig en hudløs skildring af de laveste klassers barske vilkår i starten af 1900-tallet, hvor det var næsten umuligt at hæve sig over den elendighed, man var født ind i.
Bogen udkom første gang i 1917 og blev i 1946 filmatiseret af Bjarne Henning-Jensen.

Colette: Sido
Sido var det kælenavn, Colette og resten af hendes familie kaldte hendes mor. Bogen tegner et interessant portræt af denne skønne kvinde, der både var provinsiel og videbegærlig, kærlig og selvstændig. ”Sido” er skrevet som roman, men er direkte baseret på Colettes egen barndom og minder om sin familie. Bogen giver et interessant indblik i livet på landet i Frankrig i anden halvdel af 1800-tallet. Den udkom første gang i 1929.
Sidonie-Gabrielle Colette (1873-1954) var en fransk forfatter, der skrev et væld af anmelderroste romaner og skuespil under pseudonymet Colette. På trods af sit skandaløse privatliv med affærer med både mænd og kvinder og tilmed sin egen stedsøn var Colette en af Frankrigs største forfattere.

Helene Strange: Sværkeslægten. 1. Søren Sværke
Året er 1720, og på Nordfalster styrer Søren Sværke sin gård og sin husstand med fast hånd. Samtidig er han den førende og mest ansete mand i bylavet. Men i ét forhold kan Søren Sværke ikke bruge sin styrke og store viljekraft til ret meget – nemlig i ægteskabet med Else, hans smukke hustru, der praktisk taget er blevet tvunget ind i familien. Misforholdet mellem ægtefolkene kommer til at få afgørende betydning for Søren Sværkes liv …
”Søren Sværke” er første bind i Helene Stranges ”Sværkeslægten”. Bogen udkom første gang i 1929.
I Helene Stranges store værk om Sværkeslægten følger vi en falstersk bondeslægt gennem flere generationer – fra 1720 og frem til første verdenskrig. Fortællingen giver et indblik i den danske bondes historie og livet på landet både til hverdag og fest.

Stefan Zweig: Kaleidoskop
Stefan Zweig nævnes ofte som romanbiografiernes mester, men sit kunstneriske gennembrud fik Zweig med sine noveller. En blanding af elegant sprog og dybdeborende psykologi karakteriserer skildringerne af de vidt forskellige menneskeskæbner, og i Kaleidoskop er ti af de bedste noveller samlet. Alt fra sammenstødet med den brutale virkelighed i “Bog-Mendel” til en genvakt evne til at føle liv i “En fantastisk nat” berøres i novellerne.
Stefan Zweig (1881-1942) voksede op i Wien i et velhavende, jødisk hjem, studerede filosofi og litteraturhistorie og blev som ung forfatter del af de avantgardistiske kredse. I 1920’erne og 30’erne var han en af Europas førende forfattere. Zweig havde, som pacifist, med gru oplevet Første Verdenskrigs rædsler. Da Hitler kom til magten, slog han sig ned i England og rejste derfra videre til USA og Brasilien. I fortvivlelse over Europas fremtidsudsigter begik han og hans hustru selvmord i 1942.

Mark Twain: Huckleberry Finn
Drengen Huckleberry Finn vokser op i de amerikanske sydstater hos sin fordrukne far. På et tidspunkt bliver han så træt af at få tæv af sin far og alle de andre, der ser sig sure på ham, at han beslutter sig for at få folk til at tro, han er død, så han kan stikke af uden at have nogen i hælene. Nu tager Huck os med på et virvar af sjove eventyr og roder sig ind og ud af de mærkeligste kattepiner.
”Huckleberry Finn” udkom første gang i 1884 er en af de absolutte klassikere inden for amerikansk litteratur. Denne oversættelse er fra 1962.
Mark Twain er pseudonym for den amerikanske forfatter Samuel Langhorne Clemens (1835-1910), som blandt andet står bag klassikerne ”Tom Sawyer” og ”Huckleberry Finn”. Mark Twain debuterede med ”The Celebrated Jumping Frog of Calaveras County” og skrev sidenhen et væld af romaner, essays og faglitterære bøger.

Charles Perrault: Eventyr
Historien om den lille rødhætte, der bliver forfulgt gennem skoven og spist af ulven, er blevet fortalt igen og igen i forskellige variationer over hele Europa. Den franske forfatter og folkemindesamler Charles Perrault genfortæller den her sammen med en række andre klassikere som Tommeliden, Askepot, Tornerose og Den bestøvlede kat.
Eventyrerne er nedskrevet i slutningen af 1600-tallet og udkom første gang på dansk i 1888.
Den franske forfatter Charles Perrault (1628-1703) kendes i dag bedst for at samle og genfortælle en lille samling folkeeventyr såsom “Rødhætte” og “Askepot”. Hans værker er blevet oversat til et væld af fremmedsprog.

Émile Zola: Mesterværket
Den dygtige unge maler Claude Lantier flytter til Paris for at bedåre kunstverdenen med sit store talent. Mens hans drøm om storhed bliver latterliggjort af den snobbede parisiske elite, bliver hans barndomsven Pierre Sandoz en feteret skikkelse, som lovprises for sine romaner. Claude bliver mere og mere bitter på sin ven og på hele den verden, som han vil gøre alt for at blive accepteret af, og lige så stille ofrer han alt på kunstens ubarmhjertige alter.
”Mesterværket” er inspireret af Zolas tætte venskab med maleren Cézanne, og bogen tegner et unikt billede af de to geniers venskab og det turbulente kunstneriske miljø, de levede i i 1860’ernes Paris. Det er den mest selvbiografiske af de 20 romaner i Zolas ikoniske serie ”Les Rougon-Macquart”. Bogen udkom første gang i 1886.

Joseph Conrad: Ruslands skygge
Razumov har aldrig ønsket at involvere sig i politik som andet end en embedsmand som så mange andre i tsarens Rusland. Da en af hans medstuderende tropper op hos ham ud af det blå og bekendtgør, at han netop har myrdet en højtstående politiker som en del af den spirende revolution i Rusland, er Razumov forfærdet. I stedet for at forsøge at hjælpe Haldin, prøver han at finde ud af, hvordan han kan vende situationen til sin egen fordel – måske ved at forråde ham til myndighederne.
”Ruslands skygge” er en spændende roman med et plot, der tvister sig ind og ud af sig selv, mens den russiske revolution i 1905 kommer tættere og tættere på. Bogen udkom i 1911 få år før revolutionen i 1917. Den giver et interessant indblik i det anspændte politiske klima i Sankt Petersborg i starten af 1900-tallet, hvor ingen kunne ane, hvor frygteligt det hele ville ende blot få år senere.
Joseph Conrad (1857-1924) var en polsk-britisk forfatter, der anses for at være en af de bedste forfattere inden for engelsksproget litteratur. Han var en vigtig forgangsmand inden for den moderne litteratur og har inspireret forfattere som Ernest Hemingway, F. Scott Fitzgerald og Joseph Heller.
Krimi og spændingslitteratur

Warren Adler: Ferie i Colorado
Det unge New Yorker-par, Birdie og George, har alt, hvad man kan ønske sig – undtagen et barn. Tynget af sorgen over at være barnløse beslutter de sig for at tage på en lang ferie i vildmarken i Rocky Mountains for at komme tættere på naturen og på hinanden.
Det, de møder i ødemarken, er imidlertid langt mere farligt, end de havde troet. Det er ikke kun dyrene og naturen, der truer de to byboere. Da de er kommet langt ind i vildmarken, opdager de, at de bliver forfulgt af nogle mennesker, der er ude på at slå dem ihjel.
”Ferie i Colorado” fra 1980 er en spændende roman om det moderne menneskes møde med den ubarmhjertige natur og kampen for overlevelse.

Lynda La Plante: Udstødt
Lorraine Page har set sin karriere som vicekriminalkommissær og sit ægteskab gå i stykker i hænderne på hende, og efterhånden har hun ikke andre venner tilbage end vodkaflasken. Der skal noget voldsomt til for at bryde hendes nedadgående spiral, men da hun er tæt på at blive offer for en seriemorder, får hun pludselig gejsten tilbage. Hun sætter alt ind for at kæmpe sig op af sumpen og tilbage til livet. Men hvilket liv venter der hende? Og er hun stadig i morderens søgelys?
”Udstødt” er en spændende psykologisk thriller fra en af Storbritanniens bedste krimiforfattere. Bogen udkom første gang i 1994 og er udkommet i mange lande verden over.
Lynda La Plante (født Lynda Titchmarsh, 1943) er en engelsk forfatter, der har skrevet både romaner og manuskripter til tv-serier. Hun er særligt kendt for manuskriptet til den engelske krimiserie ”Prime Suspect” (”Mistænkt”) med Helen Mirren i hovedrollen. Lynda La Plante har skrevet inden for mange forskellige genrer, og flere af hendes bøger er blevet internationale bestsellere.

Edgar Wallace: Frøens broderskab
London bliver terroriseret af en kriminel bande med en leder, der er så snu og hemmelighedsfuld, at selv Scotland Yard må se magtesløst til. Ingen har nogensinde set lederen, der bliver kaldt Frøen, og alligevel er alle skrækslagne for ham. Den uforlignelige og frygtløse politimand Elk sætter sig alligevel for at opspore Frøen, og dermed bringer han sig selv i overhængende livsfare. Hvem er jageren, og hvem er byttet i Edgar Wallaces klassiske krimi ”Frøens broderskab”?
Den engelske forfatter Edgar Wallace (1875-1932) levede et dramatisk og omflakkende liv. Som soldat i Boerkrigen blev Edgar Wallace ved et tilfælde korrespondent for Reuters og Daily Mail og begyndte samtidig at skrive digte og noveller. Edgar Wallaces første bestseller var en føljeton om de overgreb, han selv bevidnede, den belgiske kong Leopold lod gennemføre over for de indfødte i Congo. Siden er det blevet til dusinvis af udgivelser, der har gjort Edgar Wallaces navn til synonym med spændende romaner, der gemmer på langt mere, end man forventer af den klassiske føljeton.

Kate Mosse: Labyrint
I juli 2005 gør den unge Alice et bemærkelsesværdigt arkæologisk fund i de franske Pyrenæer: En hule med sære inskriptioner på væggene, og hvor der på gulvet ligger to skeletter, en ring af sten med en indgraveret labyrint og en lille lædersæk.
800 år tidligere, mens et korstog mod franske kættere er på sit højeste, får Alais en ring og en mystisk bog af sin far – effekter, der indeholder nøglen til sandheden om den hellige gral, og som det nu er Alais’ opgave at beskytte med sit liv.
Tilbage i nutiden går det op for Alice, at det fund, hun har gjort, ikke kun er af stor arkæologisk betydning, for der er øjensynligt en person, som er villig til at slå ihjel for at komme i besiddelse af ringen med den indgraverede labyrint. Men hvad er det for en hemmelighed, ringen og labyrinten gemmer på?
Kate Mosse (f. 1961), britisk forfatter, bor skiftesvis i West Sussex, England og i Carcasonne, Frankrig, hvor hendes romaner, Sepulchre og Labyrint, udspiller sig.

Nevil Shute: Fløjtespilleren
Anden Verdenskrig raser, da englænderen John Howard i 1940 begiver sig ud på en fisketur, der skal bringe ham til Frankrigs kyst. Frankrig er endnu frit, men de tyske tropper er på vej, og snart er vejen tilbage til England spærret. Howard har i mellemtiden, ved skæbnens tilskikkelse, fået ansvaret for en flok engelske småbørn, og det gør ikke rejsen gennem det besatte Frankrig lettere.
Nevil Shute (1899-1960) var en britisk forfatter og flyingeniør. En del af hans romaner handler om tiden under og efter Anden Verdenskrig og er præget af troen på et kommende stærkt Commonwealth. Nevil Shute levede de sidste ti år af sit liv i Australien.
Fagbøger

Inge Schützsack Holm: Livsfarlig familie
Betegnelsen ”livsfarlig familie” dækker over familiekonstellationer, der skaber utryg tilknytning og traumer i barndommen, hvilket kan føre til kronisk uro og problemer med relationer i voksenlivet. Med afsæt i tilknytningsteori og neurovidenskab forklarer Inge Schützsack Holm, hvordan dysfunktionelle familier påvirker barnets udvikling og helbred. Bogen fokuserer på det voksne barns tab af trivsel og livsglæde samt følgerne af tidligt omsorgssvigt. Den kombinerer teori med vidneberetninger og beskriver vejen til heling, herunder hvordan man bryder destruktive familiemønstre.
Bogen er relevant for både berørte og fagfolk og er skrevet i et letlæseligt sprog velegnet til undervisning.
Inge Schützsack Holm er psykoterapeut (MPF) og har en mastergrad i organisationspsykologi. Hun arbejder som privatpraktiserende psykoterapeut, supervisor og organisationskonsulent med speciale i traumatisk stress, chok og traumer. Derudover har hun undervist på diplomuddannelsen i ledelse.
Som forfatter har hun skrevet flere bøger om ledelse og tilknytningsteori. Hendes bøger kombinerer teoretisk viden med kliniske eksempler og henvender sig både til fagfolk og personer, der søger forståelse for psykologiske og organisatoriske processer.

Ivan Jensen: Fodbold og spaghetti
Den danske fodboldspiller Ivan Jensen fortæller om sit syvårige ophold i Italien, hvor han spillede for klubben Bologna fra 1949 til 1956 – blandt andet om klubbens opbygning, det sydlandske temperament, trænere, spillere og også lidt om spaghetti.
”Fodbold og spaghetti” udkom første gang i 1956.
Ivan Jensen (1922-2009) var en dansk fodboldspiller. Han spillede i en årrække i Italien og nåede også 25 kampe for det danske landshold, som han debuterede på som 23-årig. Efter fodboldkarrieren uddannede Ivan Jensen sig fra Københavns Universitet og blev gymnasielærer.


