En forelsket kritik af det særegent brasilianske
Af Jeppe Mørch, redaktør
Fodbold kan synes komplekst eller meget simpelt alt efter den afstand, man betragter showet fra. Sporten kan skabe trøstende fællesskaber, når en spiller falder om af hjertestop foran hele verden, og den er samtidig et billede på fremmedgørende og glubsk kapitalisme, hvilket for tiden går ud over de håndværkere, der skal opbygge stadioner til VM i Qatar i 2022. De rigeste klubber mener, at de fattige er blevet så kedelige, at velhaverne for nylig truede med en ny liga kun for særligt inviterede. En lukket fest, som heldigvis blev forpurret af forskellige fangrupperinger. Den mentale og økonomiske afstand mellem klubejere og supportere bare vokser og vokser.
Selvom der er kommet et videodommersystem, fremstår spillet på banen dog genkendeligt. Det er nogenlunde, som det altid har været. Det handler stadig om at score mål og om at forhindre modstanderen i at score mål. Skud og tacklinger.
Samtalen om fodbold er global, i høj grad skabt af ikoniske tv-klip, og der findes ikke så få floskler om spillet: Der tales endnu om defensive nordmænd, maskinelle tyskere, italienske snydepelse, iltre irere og legesyge brasilianere i et forsøg på at forudse og kategorisere spillestil og temperamenter.
Alt for statiske kategoriseringer er gabende kedsommelige og i sidste ende skadelige, men den eventyrlige roman »Macunaíma« (1928) – fra verdens mest fodboldgale land – leverer et barokt argument for, at selv klichéer kan turneres med vid og svimlende originalitet. Forfatter Mário de Andrade fremstiller i romanen sine brasilianske landsmænd som overtroiske, dumdristige, erotomaniske og kyniske i en spøjs og dog kærlig fortælling om det moderne samfunds opståen i Sydamerika. Det er på én gang en skabelsesberetning om Brasilien som nation og en svirpende satire over sambalandet. En forelsket kritik, som oversætter Peter Poulsen kalder »Macunaíma« i sit efterord.
En hyldest til det særegent brasilianske
Hidtil havde brasiliansk litteratur været præget af strømninger fra Portugal, Spanien og Europa, men De Andrade ville det anderledes. Han ville finde, hylde og hudflette det særegent brasilianske.
Romanens titelperson skifter hudfarve, form og temperament efter forgodtbefindende som et billede på kompleksiteten i det sammensatte og multikulturelle brasilianske samfund. ”Helten blottet for karakter” er sågar bogens undertitel. Antihelten er udstyret med en magikers forhold til sandhed, og han besidder et kolerisk lune som Anders And, men også kvindetække som Don Juan.
En stjålen amulet fører ham fra den besjælede regnskov til storbyen São Paulo, hvor croonere, bøhmænd, fodboldspillere og en menneskeædende kolos udfordrer den iltre shapeshifters magiske evner. Det hele udspiller sig som en feberdrøm af et eventyr i virkelighedens Sydamerika, og Mário de Andrade introducerede dermed magisk realisme længe inden retningen blev udbredt hos forfattere som Gabriel García Márquez og Isabel Allende.
Kannibalisme og fodboldens oprindelse
De afsindige og gakkede optrin har nemlig hver gang en forbindelse til den samtid, romanen blev til i, og den gale menneskeæder, som Macunaíma konstant kæmper mod, er ikke kun en fjollet figur, der skal grines af. Han er et billede på bogen vigtigste tema; kannibalisme. Storbyen æder naturen, og med storbyen ankommer den altfortærende teknologi, som modernisten Mário de Andrade formår at vride lige så skægt som brasilianerfordommene:
”(…) han (Macunaíma) gættede – yderst forvirret! – på, at maskinen kunne blive en gud uden for menneskets kontrol, simpelt hen fordi de havde skabt hende uden ynde og tiltrækning som en simpel kendsgerning her i verden. Af hele denne forvirrede tænken frem og tilbage fremstod pludselig en lysende tese inden i hovedet på vor helt: Det var menneskene, der var maskiner, og maskinerne, der var mennesker. Macunaíma udstødte et latterbrøl. Han følte sig befriet og dybt tilfreds. Han forvandlede Jiguê (bror til hovedpersonen) til en telefon og ringede til natklubberne og bestilte hummer og franske tærter.”
Derudover giver dette vanvittige lille mesterværk forklaringen på, hvordan fodbold opstod i Brasilien. Macunaímas to brødre får en dag nok af den sexgale titelpersons udskejelser, så de former en stenhård kugle og sparker den lige i ansigtet på lillebror. Macunaíma får en blodtud, men bagefter er der ingen stor ståhej eller sure miner. Det var blot en sjov og hurtig måde at komme ud med aggressioner på. For hos Mário de Andrade er fodbold faktisk ganske simpelt. Det er samfundet, det store show rundt om fodbolden, der er kannibalistisk og komplekst. Præcis som i dag.
Artiklen blev oprindeligt bragt på Bookmate Journal her.
