Det grå guld – vi bliver ældre og ældre
Vi lever langt længere end før i tiden, og andelen af ældre i samfundet er støt stigende. Langt de fleste af nutidens ældre har en sund økonomi, et godt helbred og gode funktionsevner, og må derfor i højere grad i dag end tidligere betragtes som en ressource for samfundet fremfor en byrde.
”Da vi ikke ved præcis, hvornår man er gammel, ved vi ikke præcis, hvem der er gamle, og derfor er det naturligvis svært at vide, hvad og hvordan det er at være gammel. Der er mange forskellige muligheder og måder at blive gammel på, og der er også mange forskellige fortællinger om det at være gammel.”
(citat fra Anne Leonora Blaakildes bog ”Den store fortælling om alderdommen”)
Alder som diagnose
Der findes mange fordomme om det at blive ældre. Men hvor stammer de egentlig fra? Vi har på forlaget Saga Danmark digitaliseret en række bøger, der forsøger at undersøge netop dette og afdække, hvor den negative opfattelse af alderdommen stammer fra.
Med sin afhandling Da alderen blev en diagnose, der oprindeligt blev udgivet i 1995, forsøger læge og ældreforsker Henning Kirk at dykke ned i de negative holdninger og forventninger, der ofte præger ældreindsatsen på sundhedsområdet, og se nærmere på 1800-tallets lægelitteratur for at finde ind til roden til det negative ældrebillede.
I Den store fortælling om alderdommen, der oprindeligt blev udgivet i 1999, undersøger lektor med speciale i kulturgerontologi, Anne Leonora Blaakilde, vores syn på alderdommen og vores fælles fortælling om den. Hun ser blandt andet nærmere på, hvordan man definerer alderdommen, og hvordan man har set på de gamle gennem historien og undersøger desuden, hvor frygten for alderdommen kommer fra, og hvilken stigmatisering de mennesker, vi anser for ældre, udsættes for.
Med sin baggrund som praktiserende læge diskuterer forfatter og samfundsdebattør Tage Voss i bogen At visne lige glad fra 2008 aldring set i et samfundsmæssigt perspektiv. Aldring er en naturlig del af livet, der kommer til udtryk både fysisk, psykisk og i vores sociale vilkår, og selvom det ikke er noget, man skal være bange for, så er det vigtigt at diskutere.
Det gode liv
Vi har ligeledes digitaliseret en række bøger, der kan tjene som inspiration til det gode liv som senior med budskabet om, at du som ældre og pensionist har masser af muligheder for at skabe en sjov og dejlig tilværelse. Det er bare et spørgsmål om at få øjnene op for alderdommens positive og berigende aspekter.
Vi har blandt andet digitaliseret en stor del af sundhedsskribent og levemand Erik Olaf-Hansens forfatterskab, der blandt andet handler om livsglæde, vin og glæden ved at blive ældre. Han er nok bedst kendt som Politikens mangeårige vinskribent. I bogen Lev stærkt, dø ikke ung – og bliv glad og gammel, der oprindeligt blev udgivet i 1993, opfordrer Erik Olaf-Hansen sine læsere til at lægge bekymringerne på hylden og leve livet med glæde og nydelse og mener desuden, at man tager grueligt fejl, hvis man tror, at sundhedsguruernes og ernæringsforskeres kostråd er den eneste vej til det gode liv.
Bogen Spis, drik, ryg og bliv gammel, der oprindeligt blev udgivet i 1976, blev til efter en festlig aften, hvor det gik op for forfatteren Erik Olaf-Hansen, at de fleste har et helt fejlagtigt billede af ældre mennesker. Det er ikke så trist at være gammel, som mange tror. Faktisk har de fleste ældre det rigtig godt, også selvom de ikke lever asketisk. Et af forfatterens budskaber er, at det gode humør, frihed og opgør med forbud og bekymringer er lige så vigtigt for sundheden som broccoli og motionsløb.
I bogen Snart senior, der oprindeligt udkom i 1998, giver læge og ældreforsker Henning Kirk en række praktiske anvisninger til, hvordan man holder sig i gang fysisk, psykisk og socialt og får mest muligt ud af de mange gode leveår, de fleste kan se frem til – også efter at have forladt arbejdsmarkedet. Du kan blandt andet læse om kroppens aldring, nattesøvn og døgnrytme, forslag til aktiviteter, livet med børnebørn, bolig og brug af internettet.
Hanne Faldborgs bog Den 3. alder fra 2022 er skabt som en regulær værktøjskasse. Inspiration og nye vinkler til de velfungerende seniorer, nemme værktøjer og løsninger til de ensomme og triste. Det bærende fundament i bogen er forskere og fagfolk, men også kendte seniorer som Stine Bosse, Asger Aamund, Herbert Pundik og stressekspert Bo Netterstrøm. Og der er dybe snakke om seniorliv med Ghita Nørby, Eddie Skoller og rigtig mange danske seniorer.
På isflagen, der oprindeligt udkom i 1995, består af interviews med 17 kendte mennesker, der har det tilfælles, at de alle er godt oppe i årene. Vidt forskellige mennesker som Anker Jørgensen, Piet Hein, Ingmar Bergman og Henny H. Hansen deler ud af livsvisdom og erindringer fra et langt liv, der er blevet levet til fulde. Deres ord og karakter får evigt liv i Ninkas spændende portrætsamtaler.
Du kan finde titlerne hos din foretrukne onlineforhandler, digitale bibliotek eller abonnementstjeneste for download eller streaming af indhold.