| | |

Bodil Udsen – 100-års fødselsdag i 2025

Den folkekære og populære skuespiller, Bodil Udsen, mest kendt fra sin rolle som værtinden Emma i værtshuset “Rottehullet” i DR’s tv-serie Huset på Christianshavn, ville i år, søndag den 12. januar 2025, have været fyldt hele 100 år. Danmarks Radio bragte i samme anledning den 10. januar et skriv om Udsens mange roller på skærmen.

I forbindelse med Udsens 100-års jubilæum vil vi her på forlaget Saga Danmark også meget gerne gøre opmærksom på forfatter og journalist Irene Manteufels biografi: “Velkommen. Et portræt af Bodil Udsen”, som d. 12. januar på jubilæumsdagen, blev frigivet digitalt som lydbog (indlæst af Ann-Britt Mathiesen) på de forskellige bogstreamingtjenester og på eReolen.

Værket tegner i interviewform et levende portræt af en af dansk teater og films helt store skuespillerinder: Bodil Udsen. Bogen følger Udsens liv fra barndommen over gennembruddet, de mange store år som skuespiller og frem til hendes sidste leveår.

Undervejs fortæller Udsen om sit liv og sin karriere. Vi hører om både det folkelige gennembrud som Emma i tv-serien “Huset på Christianshavn” og om store karakterroller som “Medea” på de skrå brædder. Men vi hører også om hendes liv uden for rampelyset: Om familien og barndomshjemmet, om venskabet med kolleger som Erling Schroeder og Ghita Nørby, om mændene i hendes liv, om valgslægtskabet med H.C. Andersen og Karen Blixen, om dansk politik og afrikansk mentalitet, om at være frygtløs i ord og handling, om store sorger og nedture og om smittende latter og livsglæde.

Bag om værket

Forfatteren bag biografien, Irene Manteufel (f. 1966), er dansk journalist og forfatter. Hun er uddannet fra Danmarks journalisthøjskole og har blandt andet arbejdet som producer, vært, redaktør og journalist på Danmarks Radio og som redaktør på TV2 Lorry. Som forfatter står hun bag samtalebøgerne “Velkommen. Et portræt af Bodil Udsen” fra 2005 om Bodil Udsens liv og karriere og “Studieværterne” fra 2017 om dansk TV’s største personligheder, som begge kan streames digitalt.

Forsiden til den oprindelige, trykte udgave af biografien fra 2005

Hans Henrik Schwab, der er tidligere redaktør hos L&R på den oprindelige, trykte udgave af biografien tilbage i 2005, skrev i forbindelse med 100-års jubilæet her i januar Bodil Udsens mindeord i artiklen: Bodil Udsen forever – fra kromutter til Mutter Courage. Heri fremhæver han bl.a., hvordan biografien virkelig kommer til sin ret netop som samtalebog – ved hjælp af den klare kemi i samtalen mellem Irene Manteufel og Bodil Udsen:

”Velkommen”, som titlen blev, med henvisning til Bodil Udsens inkluderende livssyn og store gæstfrihed, var således ikke en traditionel biografi, men et eksempel på en anden, dengang ny genre: samtalebogen – det var memoirer i mundtlig form – og den genre bekom Bodil vel, ligesom hun i Irene Manteufel havde fundet den perfekte samtalepartner, der turde gå til hende og sige hende imod.

Hvis denne biografi er noget for dig, har vi her på forlaget Saga Danmark udgivet flere digitale titler om danske koryfæer. Se blandt andet følgende værker:

Du kan finde alle de omtalte værker hos din foretrukne onlineforhandler, digitale bibliotek eller abonnementstjeneste for download eller streaming af indhold.

Du er måske også interesseret i

Ny lydbog fra forlaget Saga skal hjælpe voksne med at falde i søvn

Det er sengetid. Læg dig godt til rette og luk dine øjne. Snart vil du slippe dagen og være på vej mod fjerne lande i en svunden tid. Sådan indledes beskrivelsen af den netop udkomne lydbog ”Læs mig i søvn – fald til ro med rejsebeskrivelser fra gamle dage”, udviklet af Saga Egmont til voksne, som har svært ved at falde i søvn.

Erindringer om kvindeliv – inspiration til kampdagslæsning

På søndag d. 8. marts fejrer vi Kvindernes kampdag og dermed også de mange kvinder før os, som har kæmpet for de vilkår, danske kvinder lever under i dag. Derfor vil vi gerne benytte lejligheden til at kaste et blik tilbage i tiden og se nærmere på de mange kvindeliv, der er levet forud for vores.

Don Cavelli: Dan Brown-inspireret spænding i Vatikanet

I dag udkommer første bind i en ny historisk spændingsserie med den utraditionelle helt, historieprofessoren Don Cavelli, i centrum. Serien udspiller sig omkring Vatikanet i Rom og byder i bedste Dan Brown-stil på hemmelige sekskaber, konspirationer og mystiske dødsfald.